Mindrespild.nu på Sydhavsøerne så dagens lys i marts 2021 som en nonprofitorganisation, der er dedikeret til at mindske madspild i lokalområdet. Initiativet opstod ud fra et ønske om at gøre en konkret forskel for både miljøet og de borgere i Nakskov og omegn, som har brug for en hjælpende hånd.

De første skridt var taget af en ildsjæl, som skabte kontakt til lokale butikker for at lave aftaler om afhentning af deres overskudsvarer. Derudover blev der arbejdet hårdt på at finde en egnet lokation til maduddelingerne og opnå de nødvendige godkendelser fra myndighederne.

Samtidig blev der arbejdet på at etablere et netværk af frivillige, der var villige til at bruge tid og energi på at indsamle, sortere og uddele maden.

I starten foregik uddelingen i mindre skala med én ugentlig åben uddeling, hvor folk kunne møde op og stå i kø. De resterende dage blev maden delt ud i kasser efter nummer.

Hurtigt stod det dog klart, at der var et stort behov for initiativet i lokalsamfundet. Både antallet af donerede varer og antallet af brugere af tilbuddet voksede støt. Dette skabte et ønske om mere faste og egnede rammer for organisationens aktiviteter.

Siden etableringen har Mindrespild.nu på Sydhavsøerne arbejdet hårdt på at skabe et bæredygtigt fundament for deres virke. De har fokuseret på at opbygge gode relationer med de lokale butikker og butikschefer og indgå nye, større og mere bæredygtige aftaler, som kan understøtte konceptet samt sikre en effektiv og hygiejnisk håndtering af de modtagne varer. Ligeledes har de arbejdet på at nå ud til de mennesker i Nakskov og omegn, der kunne have gavn af deres hjælp.

Selvom organisationen startede med et beskedent udgangspunkt, har den formået at vokse og gøre en betydelig forskel i Nakskov og omegn. Ved at mindske madspild bidrager Mindre Spild Nakskov til en mere bæredygtig ressourceudnyttelse, samtidig med at de hjælper økonomisk trængte familier og borgere med at få mad på bordet. Historien om Mindrespild.nu på Sydhavsøerne er således en fortælling om lokalt engagement, handlekraft og ønsket om at skabe en positiv forandring i fællesskabet.

Drivkraften er, når en bruger, som modtager mad, fortæller, at vi er årsagen til, at de får mad på bordet denne måned, da de sidste penge på kontoen er gået til huslejen. Det er også, når en mor kommer og siger tak for hjælpen, så hun kunne få luft i økonomien til en fødselsdagsgave til sin søn, eller når førtidspensionisten har tårer i øjnene af taknemmelighed over den flæskesteg, hun lige er blevet tildelt på et kønummer.

Citater fra en bruger: Uden jer ville min familie leve langt under fattigdomsgrænsen. På grund af jer har vi overskud til at gøre noget for børnene.

Butikker som gerne vil være med til at mindske spild kan kontakte os på Tlf: 6014 2170 – Tannie Eriksen.